Styrket turisme og erhvervsudvikling

Turismestrategi

Billund Kommunes turismestrategi bygger på den enkle idé at løfte Billund Kommune som destination til gavn for virksomheder, borgere og turister. En helt åbenlys idé. En idé, som alle bakker op om. En idé, der kan bane vejen for mange ting.

Nogle gange skal man turde det enkle, og nogle gange ligger det enkle så snublende nær foran én, at man godt kan overse det i dagligdagens mange gøremål. Ofte ligger styrken i det enkle.
Denne strategi bygger på en enkel idé. En enkel idé om at gøre Billund til en verdenskendt destination for én bestemt målgruppe. At gøre Billund og alle attraktioner, overnatningssteder, bespisningssteder og hele infrastrukturen velegnet til at tage imod millioner af børn med deres familier til sjov leg og aktiviteter.

Billund skal helt enkelt være det sted i verden, hvor man ved mest om børn og deres leg. Og det skal gøres, så det er sjovest at komme til Billund.

Visionen i denne strategi er dermed enkel: Ud fra grundidéen om, at vi i Billund ved mest om leg og børn i aldersgruppen 0-13 år er Billund i 2020 internationalt kendt som den sjoveste helhedsoplevelse for børnefamilier – hele året rundt.

Sammen med denne idé hører en anden god idé, nemlig idéen om Børnenes Hovedstad. Billund Kommune vil sammen med alle gode kræfter i og omkring Billund Kommune arbejde målrettet på at omsætte idéen om Børnenes Hovedstad til virkelighed.

Børnenes Hovedstad hører nemlig sammen med udviklingen af turismen i Billund Kommune. Turismens er motoren i tiltrækningen af de mange børn med deres familier. Uden turismen vil Børnenes Hovedstad være vanskelig at gennemføre.

Alle involverede aktører og borgere i Billund Kommune opfordres til i de næste år frem mod 2020 at arbejde på at tiltrække så mange børnefamilier som muligt for derigennem at understøtte grundlaget for Børnenes Hovedstad.

Billund Kommune indbyder med denne strategi alle gode kræfter til at arbejde sammen om at føre idéerne ud i livet til gavn for alle.